
Hvad står RCD for?
Forkortelsen RCD står for Residual Current Device, der er det engelske navn for en fejlstrømsafbryder. Det vil sige den afbryder, der sidder i din elinstallation i hjemmet, og som har til formål at beskytte dig mod livsfarlige stød og brande, der opstår på grund af en elfejl.
Betegnelsen RCD er mest brugt i England, hvor vi i Danmark typisk bruger forkortelserne HFI og HPFI for fejlstrømsafbrydere. Du kan dog opleve, at forkortelsen RCD optræder på din afbryder i Danmark. Der er stadig tale om den samme fejlstrømsafbryder, selvom den engelske betegnelse er brugt.
Et RCD-relæ er en lovpligtig installation i din eltavle. Dens formål er nemlig at slå strømmen fra med det samme, hvis den opdager fejl i strømmen. Afbryderen beskytter dig, hvis der skulle ske fejl i installationen, så du eller andre i husstanden ikke får stød. På den måde kommer du ikke til skade. Risikoen for brand er også mindre.
Find forskellige tavler og tilbehør til dit el.
Hvordan virker RCD – også kendt som en fejlstrømsafbryder?
Et RCD-relæ virker ved, at det slår fra, når en person rører ved noget, der er strømførende, og samtidig har forbindelse til jorden, eller når noget, der er strømførende, får kontakt til en jordforbindelse. Relæet kan også slå fra ved lynnedslag i nærheden af hjemmet på telefon- og elnettet.
Det skyldes, at dit hjem består af en masse forskellige elkabler, der alle går igennem RCD-relæet – eller fejlstrømsafbryderen. Det kan for eksempel være elkabler fra din opvaskemaskine, ovnen, tørretumbleren eller når du sætter føntørren i stikkontakten.
Styrken af den strøm, der løber ind i relæet, skal være lige så stor som den strøm, der løber ud igen. Er den ikke det, er der sket en fejl, og strømmen har fundet vej udenom relæet. I så fald vil du, der eksempelvis rører ved din opvaskemaskine, få stød, hvor strømmen løber gennem kroppen og ned i jorden. I det tilfælde vil RCD-relæet afbryde strømmen i din elinstallation på under ét sekund.
Hvordan ser jeg, om mit RCD-relæ er slået til eller fra?
Du kan se, om dit RCD-relæ er tændt ved at kigge på afbryderknappen, som de fleste fejlstrømsafbrydere har. Hvis relæet er slået fra, står afbryderknappen på "afbrudt", som ofte er symboliseret med et "O". Du kan slå relæet til igen ved at dreje eller skubbe afbryderknappen til "I".
Det er en god idé at teste din afbryder mindst én gang om året ved at trykke på testknappen. Den er ofte markeret med et T. Når du trykker på knappen, åbner du midlertidigt for en fejlstrøm, som tjekker, at relæet slår fra og afbryder strømmen, som det skal.
Hvis dit relæ ikke vil slå til, kan det være fordi, der er problemer og fejl i en af dine elapparater. Sluk for dem alle sammen, og prøv at slå relæet til igen. Hvis relæet slår til, kan du tænde for apparaterne et ad gangen for at finde ud af, hvilket apparat der er en strømfejl på. Hvis relæet stadig ikke vil slå til, når alt er tændt igen, skal du få fat i en autoriseret elinstallatør.
Du kan læse mere om, hvad du gør, hvis din fejlstrømsafbryder slår fra