Hvad er en hygrostat?
En hygrostat er et mekanisk apparat, der måler luftfugtigheden i rummet – det kan for eksempel være fugten på dit badeværelse. Derfor bliver hygrostaten også kaldt for en fugtstyret ventilator, fugtføler og fugtmåler. Formålet med apparatet er sende information om fugten videre til ventilatoren eller udsugningen, så de kan komme med frisk luft og skabe et sundt indeklima. Med en hygrostat bliver det altså mere behageligt for dig at opholde dig i rummet.
Hvad er fordelene ved en hygrostat?
Hjem med for høj luftfugtighed skaber ideelle betingelser for husstøvmider og skimmelsvamp, mens for lav luftfugtighed udtørrer din bolig med trægulve, der sprækker, og du risikerer at få blandt andet irriterede slimhinder og øjne.
Derfor vælger mange at installere en affugter eller ventilator med indbygget hygrostat, så du kan måle og installere fugtighedsprocenten til at være på et bestemt niveau. På den måde får du et sundt indeklima. Det er vigtigt, da mange af os bruger en del timer indenfor, hvor vi let kan blive udsat for allergener, støv, fugt og andre luftbårne forureninger, hvis vi ikke lufter ud. Det er især skimmelsvamp, du skal være opmærksom på, hvis du har for høj luftfugtighed. Her er en hygrostat særlig gavnlig, fordi den hurtigt kan fortælle, om luftfugtigheden er for høj, så du bedre kan undgå at blive syg.
Se her, hvordan du kan opdage skimmelsvamp og mug i boligen.
Hvordan virker en ventilator med hygrostat?
En hygrostat er ofte indbygget i en ventilator eller affugter, hvor den måler luftfugtigheden i rummet. Er fugtigheden for høj, sender den informationen videre til ventilatoren, der suger fugtig luft ud af køkken, badeværelse, toilet og bryggers og blæser frisk udeluft ind i beboelsesrum som stuer og soveværelser.
Det er dig, der bestemmer, hvor høj fugtighedsprocenten skal være. Bagefter starter og slukker hygrostaten selv alt efter mængden af fugt i rummet. Er luftfugtigheden højere, end det niveau, du har indstillet hygrostaten til at gå efter, så tænder den. Når luftfugtigheden når under niveauet, slukker den automatisk igen. Fordelen er, at du ikke skal tænke på, om der bliver luftet godt nok ud på eksempelvis dit badeværelse, hvor der til tider kan være meget fugtigt. Samtidig vil der heller ikke være nogen efterløbstid, og du styrer heller ikke din ventilation sammen med lyset.
Her skal du placere din hygrostat
Hygrostaten skal så vidt muligt installeres, hvor den undgår at blive påvirket fra meget af diverse varmekilder, såsom dit fjernsyn, ved siden af en radiator, et vindue, en dør eller en brændeovn. Derudover bør den være i 1,5 meters højde, hvor der er fri luftcirkulation. På den måde virker fugtmåleren bedst muligt, da den ikke bliver påvirket af forskellige temperaturer. Har du mistanke om kuldebroer og eller fugtdannelser, der kan udvikle sig til skader, skal du placere fugtmåleren i nærheden af det problemramte område.
Hvis den også kan måle temperatur, skal du placere hygrostaten et sted, hvor temperaturen afspejler den temperatur, der er i rummet. Du bør derfor ikke placere sensoren et sted, hvor den bliver udsat for direkte sollys, der kan påvirke målingen, og heller ikke på ydervægge, da de typisk er koldere end resten af rummet.