Sådan fikser du et toilet, der løber
Det behøver hverken være bekosteligt eller kompliceret at fikse et løbende toilet. Det handler blot om at vide, hvad man gør. I denne artikel guider vi dig til, hvordan du skal forholde dig til et toilet, der løber.Et piblende og løbende toilet kan være utrolig irriterende at lægge øre til. Udover at være larmende, kan toilettet også kalke til og have sværere ved at klare det store skyl, hvis det står slemt til.
Samtidig er det løbende vand spild af ressourcer. Ifølge Energistyrelsen kan et løbende toilet faktisk spilde omkring 275 liter vand pr. døgn, hvilket svarer til ca. 6.000 kr. om året! Derfor kan det godt betale sig at få fikset det løbende toilet, inden vandregningen vokser mere end højst nødvendigt.
FAKTA
Hvorfor løber toilettet? Det er typisk en af følgende tre årsager, der fører til, at dit toilet løber:- For meget kalk i cisternen
- Utæt pakning på udløbsventil
- Defekt eller snavset indløbsventil
Tjek, om dit toilet løber
Nogle gange er det helt tydeligt at se og høre, at toilettet løber, men andre gange kan man være mere usikker. Hvis du er i tvivl, må du prøve at lytte nænsomt efter en ekstra gang, og desuden kan du tjekke, om der er uro på vandoverfladen i toilettet. Er du stadig i tvivl, kan du prøve at lade toilettet stå ubrugt i et par timer. Nu burde toiletkummen være stort set helt tør. Placér nu et stykke toiletpapir på kummens bagside. Hvis toiletpapiret bliver vådt, så er det et tegn på, at toilettet løber.
Identificér problemet
For at komme det løbende toilet til livs, må du først identificere grunden til, at toilettet løber. Det første trin til at finde ud af, hvad der er synderen for det løbende toilet, er at starte med at lukke for vandtilførslen.
De to typiske problemer, der forårsager et løbende toilet, opstår dér, hvor vandet løber ind eller ud af cisternen. Når du har lukket for vandtilførslen, skal du derfor tjekke, om toilettet fortsat løber. I så fald kan du udelukke problemer med indløbsventilen, og dermed må det altså være udløbsventilen/bundventilen, der er synderen. Dette kan skyldes, at bundventilen er blevet utæt – muligvis fordi den er blevet gammel og mør.
Hvis toilettet derimod stopper med at løbe efter en kort periode, når vandtilførslen er blevet lukket, peger problemet i retning mod indløbsventilen. Det skyldes sandsynligvis, at der har samlet sig småsten fra vandanlægget ved vandtilførslen til toilettet, eller at den er blevet utæt.
En tredje mulighed er, at toilettet blot er fuldstændig kalket til, hvilket også går udover mekanikken i toilettet.
I den følgende del af artiklen gennemgår vi trin for trin, hvordan du fikser hver af de tre årsager til det løbende toilet. Guiden tager udgangspunkt i et klassisk gulvstående toilet såsom det populære Ifö Cera.
Guide til at fikse det løbende toilet
Problem med indløbs- eller udløbsventil
Lige meget om problemet skyldes indløbs- eller udløbsventilen, skal du starte med disse fire trin:
-
Sørg for, at vandtilførslen er lukket, inden du går i gang. Afspærringsventilen sidder typisk lige bag ved toilettet.
-
Skyld ud i toilettet for at tømme cisternen for vand. Tryk ned på den ene side af trykpladen, så den anden side vipper op. Tryk gentagende gange skiftevis i hver side, indtil knappen løsnes og kan tages af.
-
Under trykpladen er placeret en møtrik, som skal skrues af og løftes op.
-
Tag forsigtigt cisternens låg af.
Den videre reparation afhænger af, om du identificerede synderen til at være indløbs- eller udløbsventilen.
Indløbsventil
-
Indløbsstemplet skal fjernes ved at presse ind på kliklåsen samtidig på hver side.
-
Drej forsigtigt vandtilslutningsslangen af med fingrene.
-
Ventilstemplet kan skylles igennem for rester af sand, sten og kalk, ved at åbne en ganske lille smule for vandtilførslen til toilettet.
-
Sluk igen for vandtilførslen, og sæt det rengjorte eller nye ventilstempel i igen.
-
Smør gerne med lidt hanefedt, inden du igen påfører vandtilslutningsslangen.
Udløbsventil
Som tidligere nævnt er det med størst sandsynlighed udløbsventilen, der driller, hvis toilettet stadig løber, når vandtilførslen er lukket.
-
Bundudløbet skal løsnes fra toilettets andre dele. Det gør du ved at løsne låseringen i bunden af afløbet.
-
Nu kan du løfte bundventilen op. Tag forsigtigt den gamle bundpakning af og sæt den nye på. Smør den evt. med lidt hanefedt først.
-
Placér bundventilen igen, og fastgør den. Giv låseringen et skub til den siger klik.
-
Saml igen resten af toilettet ved at skrue møtrikken på, montér trykknappen og åbent for vandtilførslen.
Problem med tilkalket cisterne
Sommetider kan store mænger kalk i cisternen gøre, at mekanikken i toiletcisternen ikke fungerer optimalt. Dette kan også være en af grundene til, at toilettet løber.
Derfor kræver et toilet typisk også kalkfjerning på samme måde som andre maskiner i din husholdning, der transporterer rundt på vand. Vær dog opmærksom på, at mange typer kalkfjerner ofte er tilsat kemiske stoffer, som kan være belastende for miljøet. Hos BilligVVS.dk anbefaler vi, at du går efter rengøringsmidler og kalfjerner, der har de rette miljømærker. I Danmark er det hhv. blomstermærket og svanemærket, du skal kigge efter.
Desuden har hårdheden i vandet i det område, du bor i, stor betydning for, hvor meget dit toilet kalker til. Er dit område særligt ramt at hårdt vand, anbefaler vi, at du overvejer om et blødgøringsanlæg er løsningen på problemet med tilkalkning.
Med et blødgøringsanlæg kan du reducere hårdheden på dit brugsvand en gang for alle, så du kan forlænge levetiden på eksempelvis dit toilet.
Opgradér toilettet