
Guide til montering og vedligeholdelse af Unidrain
Unidrain har lavet nogle videoer over montage af deres ClassicLine serie i forskellige gulvtyper (Beton, Træbjælkelag med spartellag og Træbjælkelag med gulvplade).Overvejer du at udskifte dit nuværende afløb til et designafløb fra Unidrain? Med denne guide vil vi forsøge at belyse hvordan man monterer Unidrain i henholdsvis beton, træbjælkelag med spartellag og træbjælkelag med gulvplade. Unidrain har lavet nogle videoer over montage af Unidrain ClassicLine serien i disse tre forskellige gulvtyper.
Du vil også kunne læse en dybdegående guide til at holde dit Unidrain afløb ved lige så det ser pænt ud i mange år i vedligeholdelsesvejledningen nedenunder.
Vedligeholdelsesguide
Et unidrain® afløb skal helst gøres rent jævnligt for at sikre at afløbssystemet holder længe, fungerer optimalt og bliver ved med at se flot ud i brusenichen. unidrain® består af fire dele som enten er af sprøjtestøbt plast (Polypropylen) eller børstet rustfrit stål (AISI 304). Derudover kan man tilvælge en trævlesi i rustfrit stål.
Rengøring af rist, afløbsarmatur og evt. trævlesi
Løft risten af og tag trævlesien op af afløbsarmaturet. Alle tre dele rengøres med en blød klud eller en børste. Brug lunken sulfovand eller anden mild sæbe. Der må ikke bruges ståluld på delene da det ridser overfladen. Poler risten og armaturet i samme retning som stålet er slebet. Risten kan også behandles med almindelig kalkfjerner til husholdningsbrug: Lad det sidde et par minutter og skyl efter med rigeligt rent vand.
Rengøring af HighLine rist i Corian®
Oftest kan de fleste pletter på en Corian® rist nemt fjernes med en blød klud, flydende opvaskemiddel og rent vand. Hvis der er tale om mere genstridige pletter kan disse fjernes med lidt mild skurecreme på en klud. Man skal gnide forsigtigt med lette cirkelbevægelser og skylde efter med vand.

Rengør rustfrit stål jævnligt
Rustfrit stål er meget holdbart materiale, hvis det bliver rengjort jævnligt. Stålets overflade er beskyttet af en holdbar kromoxid film som opstår når kromet i stålets legering går i forbindelse med den ilt der er i luft og vand.Hvis den beskyttende film bliver beskadiget kan der opstå korrosion, f.eks. hvis der sidder urenheder på stålet. Der kan også opstå korrosion hvis stærke syrer eller kemikalier som jod, klor, fluor eller brom hindrer ilt adgang til stålet, så filmen ikke dannes.
Rengøring af vandlåsen hvis vandet løber langsomt ud, eller afløbet er stoppet
Tag fat om palen i midten af vandlåsen, med en finger eller et værktøj. Træk i palen og tryk samtidigt på den ene ende af vandlåsen. Træk herefter vandlåsen op med den anden ende først.
Herefter skilles vandlåsens overdel og underdel ad. Skyl de to dele i varmt vand evt. med lidt sulfo. Hvis der er kalkaflejringer på vandlåsen eller trævlesien kan man bruge skurecreme og en grov plastsvamp.
Overdelen og underdelen samles igen. For at vandlåsen er korrekt samlet skal det sige en klik-lyd. Der skal være ca. en fingerbreddes afstand mellem overdel og underdel, så vandet kan løbe ud. Smør vandlåsens pakning til Unidrain med en smule sulfo eller sæbe.
Vandlåsen skubbes herefter tilbage i gulvafløbet. Vær omhyggelig og nøjagtig med at den sidder vandret i afløbet. Vandlåsen er korrekt samlet og sidder som den skal i afløbet, hvis vandet løber igennem afløbet uden hindring.
Vandlåsen er ikke korrekt samlet eller sidder ikke korrekt hvis
-
Der ikke løber vand igennem. Løsning på dette problem: Overdelen kan være trykket for hårdt ned. Tag vandlåsen op og kontroller at delene er samlet korrekt og at der ca. er en fingerbreddes afstand mellem overdel og underdel.
-
Der kommer dårlig lugt op fra afløbet. Løsning på dette problem: Vandlåsen er formentlig ikke helt nede i sit leje, eller ligger ikke lige. Monter vandlåsen igen og tjek efter med et vaterpas.
Unidrain®s vandlås opfylder kravene til kapacitet og selvrensning ud fra EN-1253, som er den fælleseuropæiske standard for gulvafløb.
Udvalgte produkter fra Unidrain