5 tips til indretning af det lille køkken
Indretningen af et lille køkken kræver ekstra omtanke. Selv det lille køkken kan dog opfylde dine største køkkendrømme med en velovervejet indretning. I denne artikel vil vi guide dig til, hvordan du bedst udnytter hver en centimeter af den sparsomme plads.Små køkkener og store drømme kan sagtens forenes! Der findes dog ikke ét facit til, hvordan man indretter det perfekte køkken. Hvad der er fælles for de smarte og funktionelle køkkenløsninger er dog, at de starter med en god plan. Din plan skal bl.a. indeholde en klar prioritering af, hvad der er det vigtigste for dig i indretningen. Er det formen på køkkenet? Mængden af bordplads eller opbevaring? Eller at der er plads til en spiseplads?
Her får du 5 generelle tips til, hvordan du bedst udnytter rummets få kvadratmeter og får det til at syne rummeligt.
1. Brug lyse farver
Det må ikke undervurderes, hvor stor en rolle farverne spiller i det lille køkken. Farverne har generelt rigtig stor betydning for, hvordan et rum fremstår og føles, og særligt i små rum føles farver ofte mere dominerende end i større rum.
En af tidens store køkkentrends er at tilføre mørke farver på elementerne. I det lille køkken er det dog en god idé at vælge lyse farver på køkkenlågerne, hvis du gerne vil have dit køkken til at fremstå større og mindre klaustrofobisk. De lyse nuancer er dermed et simpelt trick til at få køkkenet til at syne større, da de formår at åbne rummet op, hvorimod de mørke farver sluger lyset og kan give en omklamrende rumfornemmelse i små køkkener.
Det betyder dog ikke, at du slet ikke kan inkorporere mørke nuancer i dit lille køkken. Som alternativ til skabe og låger, kan du bruge de mørke farver på køkkenets mindre flader som fx bordpladen, væghylder eller køkkenvasken og armaturet.

Et andet godt tip i forhold til farver er desuden, at du bør undgå at anvende for mange forskellige stærke farver samtidig, da det kan få køkkenet til at virke rodet og uoverskueligt. Indret derfor dit køkken med mere nedtonede, gennemgående farver i stedet for.
2. Sæt låger på køkkenskabene
Det vigtigt at prioritere opbevaringspladsen i det lille køkken, så du får plads til al din service og dine køkkenredskaber. Selvom det kan være fristende at droppe overskabe for at skabe et luftigt og minimalistisk udtryk, vil du med stor sandsynlighed fortryde dette på et senere tidspunkt.
Mange vælger ofte at erstatte overskabene med åbne, svævende hylder, som giver mulighed for at vise yndlings-porcelænet frem og skabe en personlig stil.
I det lille køkken kan denne løsning dog hurtigt komme til at fremstå rodet. Derfor anbefaler vi, at du vælger overskabe med lukkede låger, som vil sikre, at dit køkken syner større og mere ryddeligt.
3. Udnyt højden til køkkenskabe
Du kan optimere pladsudnyttelsen i det lille køkken ved at købe ekstra høje skabselementer. Mange køkkener har overskabe, der måler ca. 60 cm i højden, hvilket typisk giver en masse spildplads mellem skabets top og loftet. Denne plads kan med fordel udfyldes med endnu mere skabsplads ved at udskifte overskabene med højere udgaver, som måler enten 80 cm eller 100 cm i højden.
Køkkenudstyret fylder ofte mere, end man umiddelbart tror, og mængden af udstyr vokser typisk i takt med, at årene går. Derfor er høje overskabe en perfekt mulighed for at skabe masser af rummelig opbevaringsplads og få den optimale pladsudnyttelse.
4. Udlev de store drømme med multifunktionelle løsninger
Afhængig af dit køkkens udformning, skal du muligvis benytte dig af multifunktionelle og pladsbesparende løsninger for at køkkenet kan leve op til dine drømme. Det er eksempelvis de færreste små køkkener, der har plads til en spiseplads – det betyder dog ikke, at det er en urealistisk drøm.
Det kan dog være nødvendigt at tænke ud af boksen, for at få inkorporeret en spiseplads. Overvej for eksempel, om du kan montere et væghængt klapbord, som kan foldes ned, når du har brug for gulvpladsen. Der findes desuden mange smarte løsninger på markedet, som eksempelvis en udtrækkelig bordplade, der kan trækkes ud fra køkkenskabet.
De pladsbesparende løsninger i det lille køkken er mange, og det er kun fantasien, der sætter grænserne.

5. Skab mest mulig bordplads
Generelt ønsker de færreste at gå på kompromis med bordpladsen, som oftest er en mangelvare i det lille køkken. Derfor må du være ekstremt økonomisk med pladsen – vælg for eksempel ikke en køkkenvask, der er bredere end 60 cm.
En standard anbefaling er, at man skal bruge mindst 2,5 meter bordplads tilsammen i køkkenet. Dette er en god tommelfingerregel at have med i overvejelserne, når du indretter det lille køkken.
Vi håber, at du kunne bruge de 5 tips til indretning af det lille køkken. Bliv endnu mere inspireret i vores inspirationsunivers.
Populære køkkenarmaturer